Storm blotlægger gammelt skibsvrag på Nantucket

En kraftig nordøststorm har revet sand væk fra en strand på Nantucket ud for den amerikanske østkyst og blotlagt splintrede træbjælker med rustne jernbolte. Fundet blev gjort af Jason Graziadei og hans otteårige søn, da de gik ned til stranden i weekenden.
Vraget er endnu ikke identificeret sikkert, men det ligger i et område, hvor der tidligere er dukket rester op af skonnerten Warren Sawyer. Den gik på grund den 22. december 1884 på vej fra New Orleans til Boston med over 1.100 baller bomuld og 28 tons skrotjern om bord.
Besætningen blev reddet, og øens beboere fik også reddet 700 baller bomuld, før en ny storm splittede skibet ad. Siden har sand og vind med mellemrum afsløret nye dele af vraget.
I 2022 kom en næsten 13 meter lang del af skroget til syne samme sted. Området omkring Nantucket bliver ofte kaldt Atlanterhavets kirkegårde, og der siges at ligge mere end 750 skibsvrag i farvandet omkring øen.